God energi på Tuse Næs

Torsdag aften afholdt Tuse Næs Lokalforum borgermøde på Udby Skole om muligheder for et  lokalt fjernvarmeværk.  

Fjernvarme er jo et ’hot’ emne i Holbæk Kommune, som er i proces med en ny varmestrategi og  varmehandleplan. 

Omkring 100 borgere mødte frem til arrangementet. 

Henning Wallin Olsen (formand for Tuse Næs Lokalforum) indledte borgermødet. Henning Wallin  Olsen præsenterede et idéoplæg om fjernvarme på Tuse Næs som er udarbejdet i regi af  bestyrelsen for Tuse Næs Lokalforum. Formålet er at skabe en bæredygtig, driftssikker og  økonomisk attraktiv fjernvarmeløsning, der dækker husstande, virksomheder og institutioner i et  forsyningsområde omfattende Udby og Hørby. 

Tuse Næs Lokalforum ønsker at iværksætte en egentlig planlægning i løbet af efteråret. 

Desuden har Tuse Næs Lokalforum et ønske om at inddrage andre interesserede lokalfora i et  energifællesskab. 

Tuse Næs Lokalforum har forventning om at der kan etableres et godt samarbejde med Holbæk  Kommune og Fors om opgaven. 

Claus Thorsen (økonomidirektør i Odsherred Forsyning) berettede om erfaringerne med lokale  fjernvarmeløsninger i Odsherred Kommune. Odsherred Forsyning tilbyder og leverer allerede  fjernvarme i Højby, Nr. Asmindrup, Vig, Egebjerg, Grevinge og Herrestrup. Fra efteråret 2022  leveres også fjernvarme i Rørvig. Odsherred Forsyning arbejder endvidere på at kunne levere  fjernvarme til Asnæs, Fårevejle St., Fårevejle Kirkeby, Hørve og Vallekilde. 

Claus Thorsen fortalte at tilslutning til fjernvarme i Odsherred Kommune er gratis. Tilslutningen  inkluderer rørtilslutning til huset, samt den fjernvarmeunit, som skal stå i huset. Odsherred  Forsyning kan levere fjernvarme til kunderne på attraktive priser sammenlignet med individuelle  luft til vand varmepumper, for slet ikke at snakke om naturgas. 

Karen Thestrup (Formand/forkvinde for Klima-, Miljø-, og Naturudvalget i Holbæk Kommune fra  Ø) gav en status for varmestrategien og varmehandleplan i forhold til muligheder for fjernvarme i  lokalområder. Karen bemærkede at den endelige version af varmestrategien og  varmehandleplanen endnu ikke er godkendt. Derfor er der stadig mulighed for at komme med  input til processen. 

Karen Thestrup bemærkede at der er en grænse for, hvor hurtigt tingene kan gå, da der er mangel  på fagfolk og materialer (særligt rør). Leveringstiderne er øget væsentligt, da mange lande i  Europa også er ved at omlægge dele af deres energi til fjernvarme. Det skulle dog ikke forhindrer  lokalområderne i at gå i gang, hvis de har mod på det. 

Efter de 3 oplæg var der stor spørgelyst fra de fremmødte borgere, som spurgte ind til bl.a.  økonomi, teknologi, tidshorisont for etablering af et lokalt fjernvarmeværk. Oplægsholderne  forsøgte på god vis at besvare de mange spørgsmål. 

Flere fremmødte politikere, herunder Charlotte Nielsen (næstformand i Klima-, Miljø-, og  Naturudvalget fra A) og Christina Hvass Hansen (politiker fra Holbæk Kommune i Fors’  bestyrelse), deltog aktivt i debatten. Bl.a. blev det bemærket at der kunne være behov for at se på  den nuværende ejeraftale mellem ejerkommunerne (Holbæk, Roskilde og Lejre) og Fors i  tilstrækkelig grad åbner op for indsatsen omkring lokale fjernvarmeværker.  

Der var enighed blandt de fremmødte politikere om at Tuse Næs Lokalforums indsats omkring en  lokal fjernvarmeløsning var et godt initiativ. Det kunne give anledning til at afklare om andre  lokalfora i Holbæk Kommune måske har sammen interesse for lokale fjernvarmeløsninger. I givet  fald kunne det overvejes at etablere et energifællesskab på tværs af interesserede lokalfora. 

Inden mødet sluttede tog Henning Wallin Olsen (formand for Tuse Næs Lokalforum) initiativ til at  høre om de fremmødte borgere ville tilkendegive deres interesse for fjernvarme. En  håndsoprækning viste overvældende stor interesse. Mange fremmødte skrev sig desuden på de  fremlagte sedler mhp. interessetilkendegivelse. 

Hele aftenen var præget af en god, konstruktiv, undersøgende og positiv indstilling fra de  fremmødte borgere og politikere. Samlet set en aften med god energi på Tuse Næs.